
Primært interesserer jeg mig for mine aners historie, men efterslægt for nogle af grenene er også medtaget. Det er kun personernes stamdata som vises her på siden, men du er velkommen til at kontakte mig hvis du ønsker eventuelle yderligere oplysninger. Jeg er interesseret i udveksling af billeder, dokumenter, lydoptagelser mv., og hører gerne nærmere hvis du ligger inde med materiale af relevans for de i slægtsdatabasen optrædende familier. Desuden hører jeg også gerne hvis du har tilføjelser eller rettelser til personerne. Under efterlysninger finder du personer som jeg er helt eller delvist gået i stå med.
Mine aner stammer næsten udelukkende fra det nuværende Jylland, med enkelte grene fra Fyn. Der er desuden et par udlændinge imellem, men disse kender jeg desværre ikke meget om endnu. Tre slægtsnavne har særligt min interesse, det drejer sig om: Børlum, Debois og Vadskiær/Wadschier.
For enkelte sognes vedkommende er der høj forekomst i databasen. Det drejer sig om Harboøre, Hylke, Kauslunde, Lemvig, Skanderborg, Skanderup (Hjelmslev herred), Staby og Vejlby (Vends herred).
Du kan se alle personerne i databasen vha. PhpGedView, som tilbyder en række søge- og fremvisningsmuligheder. Databasen opdateres løbende.
Jeg lægger stor vægt på at mine oplysninger kan dokumenteres, hvilket langt de fleste også kan og er. Desuden bestræber jeg mig på kun at have informationer fra primære kilder, hvis dette har vist sig muligt. Dog vil der optræde informationer som jeg endnu ikke har fundet tilstrækkelig dokumentation for. Ligeledes optræder information fra sekundære kilder, disse omfatter nogle af de ældre generationer, det vil sige før ca. 1650.
Desuden skal fremhæves at nulevende naturligvis ikke optræder i databasen, ligesom øvrige regler i persondataloven overholdes. Derudover har jeg været temmelig tilbageholdende med offentliggørelse af informationer som juridisk set er accepteret, men af etiske hensyn er udeladt. Derfor optræder personer født efter 1880 samt døde efter 1940 ikke.